Menu

GIF historie

 

 

Lidt om GIF's historie

 

Fodboldsporten i Glamsbjerg påbegyndtes omkring 1906 - dengang under navnet Glamsbjerg & Omegns Gymnastikforening. Martinus Skriver fungerede som leder indtil 1914. Dette år oprettedes den selvstændige fodboldforening, der dengang hed Glamsbjerg Boldklub - nu Glamsbjerg Idrætsforening. Den egentlige stifter af foreningen var nu afdøde forstander på Glamsbjerg Friskole, P.J. Skriver. En af de første formænd for foreningen var nuværende fabrikant Aksel Larsen, der fra 1916 i en årrække var formand og samtidig ledede fodboldspillet. Klubben spillede på den gamle markedsplads, der lå op mod det tidligere savværk. På samme plads har der været spillet fra stiftelsen og indtil 1942, da den af kommunen anlagte bane i Glamsdalen blev taget i brug. Glamsbjerg Idrætsforening er første gang tilmeldt Fyns Boldspil-Union i 1920 og deltog dengang kun med et hold. Klubben førte de følgende år en ustabil tilværelse. I 1921-22 deltog man ligeledes i FBUs turnering, men i 1923 lykkedes det ikke at få samling på et turneringshold. I 1924 blev der igen tilmeldt et hold, men så fulgte en periode på 3 år, hvor der ikke var noget hold tilmeldt. Glamsbjerg Dagblad 25. august 1906 En fodboldkamp udkæmpes i morgen, søndag, kl. 3 på Markedspladsen i Glamsbjerg mellem Assens og Glamsbjerg Boldklubber. Sønder-Nærå Boldklub var indbudt, og den havde også lovet at komme, men har nu i sidste øjeblik meldt forfald. Glamsbjerg Dagblad 27. august 1906 Ved kampen på markedspladsen i Glamsbjerg i går mellem Glamsbjerg og Assens boldklubber sejrede Glamsbjerg med 1 mål mod 0. I første halvleg blev der ingen mål, i anden halvleg fik Glamsbjerg det ene mål. Klubberne er vel hinanden omtrent jævnbyrdige. Spillet var jævnt dårligt på begge partier, hvilket der for en stor del må tilskrives den stærke blæst. En ting må man fremhæve ved denne fodboldkamp: den gode tone, der var rådende over det hele lige fra begyndelsen til slutningen. Efter kampen samledes alle deltagerne til en lille festlighed i friskolens sal. Denne sammenkomst var arrangeret af Glamsbjerg Boldklub og Gymnastikforening, og den forløb meget fornøjeligt. Glamsbjerghold fra 1916 efter en kamp mod Faaborg, Assens og de tyske flyvere fra kasernen i Odense. Man genkender bl. a. bagest fra venstre: Jensen - Mar. Nielsen - Jens Madsen - Hestehave - Viggo Jensen - Th. Jørgensen - Th. Christiansen - og Sv. Larsen

 

 

 

 

 

 

 

 

Luk